Tilfældigheder kalder mange det
altså de der ikke ved bedre
Vi havde talrige skønne oplevelser på vor lange tur
utallige steder blev vi inviteret ind privat
Det var jo det fhv Østeuropa vi kørte igennem
jo længere vi kom fra Vesten
jo dårligere var vejene
og jo venligere var menneskene
Muren var faldet godt 1 år tidligere
så de var endnu ikke vænnet til vestlige besøgende
Eneste negative oplevelse var i Beograd
(det tidligere Yoguslavien, nu Serbien)
så efter en time i hovedstaden kørte vi videre
Jeg vil spare læseren for de mange skønne beretninger
og springe over rækken af lande
og gå direkte til Tyrkiet – nabolandet til Iraq
blev vi tilmed inviteret på restaurant og spise
de havde opdaget vi holdt parkeret 50 m fra restauranten
og selv lavede vores mad i bilen
det havde de aldrig set
at vi ligefrem blev inviteret ind på en restaurant
og ofte blev vi stoppet af kontrolposter
og så endte det normalt med vi blev inviteret ind på kasernen
blev inviteret på Chai – Mellemøstens søde te
her var blot tale om venlighed fra begge sider
Den 28.april 1991 blev en begivenhedsrig dag for os
Vi var nået ud i bagenden af Tyrkiet
de sidste nogle hundrede km havde vi kørt ved siden af Syrien
og nu kom vi for alvor op i bjergene
Endnu en kontrolpost i en lille landsby
og soldaterne kikkede en del i vore pas
og sendte os så ind i selve kommandocentret
Det var da vist heldigt vi kom
for der sad 2 tyske journalister i forhør
og stemningen var trykket
kaptajnen havde lagt pistolen op på bordet
De to tyskere forklarede (på engelsk)
at de havde både pressekort og tysk pas
og krævede blot deres ret til at passere
men kaptajnen havde truet med at arrestere dem
Tomiko og jeg kom med smil og godt humør
og ret hurtigt fik vi stemningen i rummet blødt op
Jeg forklarede tyskerne
at man er nødt til at erkende hvem der har magten
og så spørger man pænt om lov
man kræver ikke
Tyskerne havde stadig lidt svært ved at acceptere
de ville intet ekstra kræve – blot deres ret
men efter vel en 20-25 minutter kan de godt se forskellen
og i stedet for to vrede unge mænd
ændrede de sig til to smilende unde mænd
Selv kaptajnen smilede de venligt og undskyldende til
og det virkede
virkede så godt at pistolen blev fjernet fra bordet
Stemningen i rummet var allerede langt bedre
var skiftet fra trykket til afslappet
og lidt grin ind i mellem
Kaptajnen hidkaldte 2 militære personer
en til at fotografere – og en til at optage lyden
for det her var en speciel dag som skulle huskes
En time efter vores ankomst
blev vi tilmed alle budt på Chai
1 time efter vores ankomst
blev vi alle inviteret på chai
Kaptajnen havde bedt en fotograf og en lydmand komme ind
for det var pludselig blevet en anderledes dag
ikke mere forhør
men en dag der skulle huskes
Jeg kan se min pibe og lighter ligger på bordet
et rigtigt hyggeselskab
Kaptajnens skrivebord var lige til højre for mig
der hvor jeg står og fotograferer
Ud og se vores bil
og sandelig
vognen blev fyldt op med friske grøntsager
fra militærets køkken
efter ordre fra kaptajnen
De 2 tyskere bad nu om at måtte køre bag ved os
(måske nok et klogt træk)
videre ind i bjergene
det var de naturligvis velkommen til
Vi havde blot kørt vel 5 km eller så
så mødte vi endnu en ulykke
en lastbil fyldt med får
og mandskab siddende oven på førerhuset
–
For megen fart i et sving
og lastbilen ramte en klippevæg
hvilket bevirkede total kaos i mørket
Heldigvis havde vi en projectør med 10 m ledning
(den skulle bare i cigartænderen)
jeg har i mange år haft den i min bil
og heldigvis havde jeg fået den med over i vores “autocamper”
men igen omkomne mennesker
de var blot forslåede
De to journalister kunne se ikke nogen grund til at stoppe
for det var jo ikke os der havde kørt tosset
men et spørgende blik fra mig – fik dem til at forstumme
Efter vel 20-30 minutter var der styr på situationen
og vi kunne køre videre ud i den meget mørke nat
*
Men blot en enkelt kilometer
så drejede bjergvejen 90 grader rundt om en klippe
*
Hvad i alverden var det
noget stort og hvidt på vejen 500 m længere fremme
? ? ?
Det viste sig at være en lokal dame
som havde sat sig lige midt på vejen
med korslagte arme
og ingen biler kunne passere
for i siden af vejen stod en anden bil
Vi ville naturligvis være stoppet under alle omstændigheder
men det ville en lokal bil måske ikke –
måske ikke i mørket oppe i bjergene
så det var en effektiv måde at skaffe hjælp
Manden gemte sig ovre bag ved bilen
så det var mutter der styrede forløbet
Det var meget enkelt
hun viste os hjulet som manden havde afmonteret
og viste os – de gerne ville køre med os videre
hun var både bastant og bestemt
en herlig type
i hvidt – den herlige bastante kone
hjulet på gulvet foran passagersædet
Efter måske en 15-20 km ad den hullede bjergvej
(max speed var omkring de 25-30 km/t)
kom vi til endnu en militær kontrol
med en bom over vejen – og måske en 5-8 bevæbnede soldater
De skulle se vore papirer
(vi havde ingen speciel tilladelse til at køre der)
så vi viste vore pas
En officer gik rundt med en lygte
og opdagede vore passagerer
de blev naturligvis spurgt om hvorfor og hvordan
En af soldatene kunne lidt skoleengelsk
og forklarede for os situationen
Længere fremme var en landsby
og der regnede parret med at kunne få hjulet lappet
Officereren var i felt-telefonen
talte med næste kontrolpost viste det sig senere
Og de glemte helt vores manglede køretilladelse
men tyskerne havde åbenbart køretilladelse
eller også har de bare sagt de tilhørte os
jeg ved det ikke
men vi fortsatte sammen ud i natten
Efter hver passage ventede jeg lige nogle minutter
til de atter var med
Endelig var det gået op for mig
at vi altså kørte rundt i en krigszone
Saddam Husseins snigskytter huserede om natten i området
derfor de mange militære kontrolposter
i forsøg på at fange nogle af snigskytterne
forhåbentlig før de nåede at dræbe lokale beboere
En million kurdere var flygtet over bjergene ind i Tyrkiet
og Saddam Hussein havde beordret terror
i såvel lejrene som i området
Der var måske nye 15 km til næste spærrebom
vi blev naturligvis stoppet
men de havde modtaget besked fra sidste post
så de skulle bare lige lyse ind i bilen og tælle os
hvorefter bommen blev åbnet
soldaterne stod ret og gjorde honnør for os
mens vi kørte igennem
Wauw
Den tredie post – nøjagtig det samme
der var gået besked rundt
at vi var gode nok – vi hjalp andre mennesker
så vi fik lov at passere uden hindringer
blot konstatering af hvor mange i bilen
og bommen op
What ???
pludselig var vejen blokeret
af nogle gamle æblekasser og andet
Jeg ud af bilen for at fjerne det
men pludselig sagde en stemme “STOP”
og frem i billyset trådte 3 mænd
hver af dem bevæbnet
Jeg smilede til dem og sagde
“good evening” til lederen
mens de 2 andre lyste ind i bilen
det var landsbyens hjemmeværn
som om natten sørgede for at holde snigskytter borte
De unge mænd kunne desværre fortælle
at landsbyens mekaniker var stoppet for over 1 år siden
og ingen kunne reparere vore gæsters hjul
De bor i øvrigt i den militære by
hvor vi fik grøntsager med
og mødte tyskerne
–
et par timers kørsel tilbage
De 2 tyskere var også nået frem til vores bil
og kom frem og lyttede med
Da de hørte der ikke længere var en mekaniker i landsbyen
kikkede de på mig
“Du gjorde hvad du kunne for dem
nu må tyrkerne hjælpe dem”
“Jeg kan da ikke bare smide dem ud af bilen her
vi må køre dem hjem til deres by”
Det bevirkede en heftig reaktion fra tyskernes side
og “die dumme Dänen” hørtes også i deres indbyrdes snak
Det tog blot få minutter
“Hvis du vil køre 2,5-3 timer tilbage ad disse bjergveje
så er det op til dig – vi skilles her”
Vrede gik de tilbage til bilen og fortsatte selv
mens vi fik bilen vendt – og påbegyndte tilbageturen
altså en 2,5-3 timers tur tilbage ad disse bjergveje
Klokken var nu over 23
så jeg besluttede
at vi så ville overnatte i militærbyen
inden vi i morgen atter ville køre op i bjergene
på vores vej ind i Iraq
sådan kom det alligevel ikke til at gå
hør nu bare her:
Da vi kom til den 3. militære spærring
(nu kom vi jo altså fra den anden side)
blev vi naturligvis igen stoppet
og da de så det var os
klappede soldaterne
og nærmest hev mig ud af bilen
omfavnede mig – og tilmed et kys på kinden
Jeg havde ingen anelse om hvad der foregik
men så kom den engelsktalende soldat frem
samt 2 civilister jeg ikke kendte
Far og mor var jo ikke vendt hjem som forventet
så sønnen (20-25 år) havde fået fat på en ven med bil
og sammen var de kørt op i bjergene
for at lede hans efter far og mor
Ret hurtigt havde de fundet fars bil med manglende hjul
og en halv time senere mødte de soldaterne ved første post
som kunne fortælle sønnen
at din far og mor kører i bil med nogen fra Denmark
På felt-telefonen fik de bekræftet
(det var længe før man havde mobiltelefoner)
at vi havde passeret de 2 næste spærringer
og nu var sønnen altså ved den 3. spærring
Hjulet, far, mor og efternøleren
skiftede bil – og vi kunne igen vende vores bil
og atter køre mod Iraq
Det varede dog kun ½ times tids
så var vi ved næste ulykke
igen for meget fart i en kurve
og lastbilen var kørt ind i brinken på modsatte side af en grøft
disse var gået gennem førerhuset
men chaufføren var der ikke spor af
han var allerede fjernet – men det så ikke godt ud
Da vi havde sikret os
at der ingen personer var i bilen
var vi faktisk klar til at køre videre
Men pludselig hørte vi noget pusle inde i skoven
og ud kom en ældre mand
Han viste sig at være en lokal gedehyrde
som var lejet til at passe på den værdifulde jernlast om natten
En særdeles hyggelig ældre mand var det
og nu skulle vi sammen drikke chai
(jeg tror jeg fik en 15-20 kopper chai den dag/nat)
Gedehyrden smuttede ind i skoven igen – uden lys
og på blot et par minutter
havde han samlet træstumper til et lille bål
og havde med sig en gryde til at koge vand
Jeg kan se han bruger vand fra en plasticflaske
en sådan flaske har lokale gehyrder ikke
men i dag ved jeg hvorfra han har vandflasken
(det kommer senere)
Fra han begyndte at snakke om Chai
gik der nok kun 5 minutter – før vi kunne drikke den
imponerende
Mens vi tre sad i en rundkreds om bålet og hyggede os
blev jeg pludselig prikket på skulderen
og da jeg kikkede – var det et geværløb
Jeg kikkede smilende op på personen
men det var svært at se hans reaktion – han var maskeret
og han havde 3 kammerater med
alle 4 med et militært gevær
alle skudklare og med en finger på aftrækkeren
men løbet pegede ned i jorden
Lederen snakkede nu med gedehyrden
spurgte formentlig om hvad der foregik her
Gedehyrden pegede på lastbilen
forklarede åbenbart hvorfor vi var stoppet
og så var det pludselig ok
uden en lyd forsvandt snigskyttegruppen igen ud i natten
vi hørte ikke engang de forsvandt
de var bare pludselig væk igen
Om os, afsnit 3, klik her