101-DA-21, om os-1

Jeg selv tilbragte sidste halvdel af 1980-erne i FjernØsten
hvortil jeg ofte rejste
begyndende med en millionexport til Sydkorea
det var danske angorakaniner
og angoraulden eksportere jeg til Schwiz og Italien
i nogenlunde samme størrelsesorden

På hver forretningstur til Sydkorea
tog jeg lige et smut til et par andre lande også
oftere og oftere var Japan med på listen
og jeg blev gladere og gladere for Tomiko
som jeg på det tidspunkt havde kendt en halv snes år

Af andre lande var det især Philippinerne, Thailand, Bangladesh
hvor jeg hvert sted forsøgte at hjælpe især gadebørn
og boede mere eller mindre fast i Manila i et par år

Jeg er på min færd rundt i verden
ofte stødt på de “store og kærlige organisationer”
om de fleste af dem har jeg bestemt ikke noget godt at sige
min erfaring har vist mig
at når de kræver en flot og skattefri løn for at hjælpe
så mangler hjertet i arbejdet
og resultatet bliver sølle

Derfor har jeg fortaget alt mit hjælpearbejde
på privat niveau – og alt betalt af egen lomme

*

Men verden stod jo ikke stille
mens jeg rejste rundt og hyggede mig
der skete ting og sager

En enkelt episode kom til at påvirke mit liv direkte

*

Denne aktion kunne verdenssamfundet naturligvis ikke acceptere
og FNUSA (FN + USA) besluttede at smide ham ud igen
og han fik en frist til den 15. januar 1991 til at være ude
for ellers ville de angribe

Et angreb ville nødvendigvis koste tusinder af menneskeliv
og jeg gjorde mange forsøg på at hindre dette
havde i den anledning nogen korrespondance med Poul Schlütter
(han var DK statsminister dengang)
men Danmark var ikke i en position
hvor man officielt kunne gøre noget

Den 15. januar 1991 var jeg på den irakiske ambassade i Stockholm
i et sidste forsøg på at forhindre dette blodbad

Jeg blev af ambassadøren først belært om
at Kuwait tilhørte Irak i gamle dage
(fik tilmed en bog derom udleveret)
og at de derfor var berettiget til at tage eget land tilbage

* * *

Men mine synspunkter gjorde alligevel indtryk
og ambassaden ville forsøge at aftale et møde i Baghdad
et møde direkte med Saddam Hussein
han skulle høre dette direkte
så jeg skulle rejse tilbage til DK
og forberede mig på en snarlig tur til nabolandet Jordan
(alle flyvninger til Irak var aflyst)

*

I nattoget på vej tilbage til København
brød krigen i Irak ud
mange (i toget) havde en transistor radio
med reportage direkte fra Irak

Når den type af ledere taber
– så vender de sig om –
og finder nogen de kan lade deres galde gå ud over

*

Saddam Hussein valgte kurderne i det nordlige Irak
og lod gemte styrker smadre tusindvis af landsbyer
hvilket bevirkede godt 2 mio flygtninge
halvdelen op i bjergene ind mod Iran
og den anden halvdel op i bjergene ind mod Tyrkiet

Jeg sad i mit lejede hus i DK og fulgte chokeret i TV
de forfærdende reportager fra området

En enkelt situation rørte mig dybest:
de fragtede gamle koner over bjergene i trillebør
nu var det tilmed regnvejr
ugen forinden var der snevejr i bjergene

*

Da vidste jeg –
at jeg var nødt til at gøre noget

På det tidspunkt havde jeg ikke nogen telefon
så fra telefonboksen ringede jeg til Tomiko i Tokyo
(jeg ringede op – og hun ringede tilbage)
om hun ville med til Irak

Svaret kom øjeblikkeligt:
“of course I will follow you”
og en uge senere stod hun i Danmark

Jeg havde ingen penge
men jeg havde en pensionsordning
fra de 16 år i forsikringsbranchen
hvor jeg de sidste 5 år
tjente “rigtig godt”

Den pension hævede jeg nu
jeg skulle nok finde penge til min alderdom på anden vis
det her var vigtigere
men forinden skulle betales 70% i afgift for at hæve i utide

For de ret beskedne midler
købte jeg en 22 år gammel Mercedes varevogn
+ en nok lige så gammel campingvogn
begge dele for kr 7.800-

Møblerne var pillet ud af campingvognen
vi fik dem alle gjort lidt kortere og smallere
derefter placeret bag i varevognen

Den tidligere arbejdsvogn
stod nu – indvendigt – som klippet ud af et eventyr
indbydende og lækker

Vi fik skiftet olie på motoren
samt bilen tjekket rent mekanisk
og snart kørte vi mod Irak

Vi havde både køleskab, gasblus og pumpevand
samt spisebord og dobbel soveplads
så vi klarede os fint i de 3 måneder

De eneste i DK der vidste vi kørte mod Irak
var min ven Jan Rasmussen
samt naboens 5-årige Kristina

Ingen andre i Danmark
have nogen som helst anelse om vores tur
I Japan var kun Tomikos søster orienteret

Søsteren driver en kiosk i Tokyo
og “tilfældigvis” havde 32 film á 36 fotos
overskredet salgsdatoen – dem fik Tomiko med
så vi kunne tage masser af fotos
ellers havde vi ikke haft den mulighed

Nu har vi over 1.000 fotos fra turen
ellers havde vi nok haft en film eller 2
hver med 36 fotos

*

Skal nok lige sige for yngre læsere
at i 1991 var ordet digitale fotos endnu ikke i brug
man købte en film – tog sine fotos
og derefter skulle filmen sendes ind til fremkaldelse

Hvert foto kostede dermed en del
svarende til nogenlunde prisen på 5 æg

I dag hvor dette tastes – 2019.12.24 (28 år senere)
er der vel en halv snes eller så i DK
som har hørt ganske lidt om turen

Ikke før nu fortæller vi om den
altså her i Danmark